Til refleksion

Øvelse i at rumme sin fortid og ikke mindst sig selv.

Jeg skrev bogen "Mælkebøttebarn - livtag med den negative sociale arv" og udgav den for 7 år siden. Mange har spurgt mig hvordan det var at udgive en så personlig bog, hvad det gjorde ved mig at skrive den og hvordan jeg har det i dag.
Allerede som 18 årig kontaktede jeg børneværnet ( som det hed dengang ), jeg bad om aktindsigt i min journal. Det der drev mig var nysgerrighed, en vrede mod systemet som jeg i den grad syntes havde svigtet mig og en mavefornemmelse der fortalte mig, at det ville være godt for min selvudvikling hen imod at blive et gladere og mere helt menneske, at læse den bibel tykke journal. 
Jeg læste nogle få sider og sprang lidt i indholdet. Det jeg læste gjorde, at jeg følte mig endnu mere misforstået og styrkede mig i min vrede mod systemet. 
Jeg kunne slet ikke rumme den måde man havde skaltet og valtet med min barndom og ungdom på, alt efter hvordan de økonomiske bevillinger var og de mange forskellige socialrådgiveres syn på mig og min person. 
Jeg følte mig ikke taget alvorligt, ikke set og ikke hørt. 
Jeg følte mig som et problem, skyldig, misforstået og som et offer. 
Jeg pakkede journalen op i en kasse på loftet. Og lovede mig selv at læse videre og skrive en bog om mine oplevelser - engang i fremtiden. Når jeg var klar og havde tid.
Nu var der vigtigere ting i mit liv. Jeg ville ses, anerkendes og elskes. 
Det jeg havde kæmpet så meget for hele min barndom og ungdom, kæmpede jeg stadig for at opnå. Mit indlærte mønster med at være sød, dygtig, medgørlig, hjælpsom og være der for andre. Det som jeg havde praktiseret i et forsøg på at få mors kærlighed og pædagogernes accept af mig, det kørte jeg nu videre de næste mange år. Jeg brugte alle mine kræfter og kastede al min kærlighed på partnere som ikke kunne give den anden vej. Kakkelovnsrør eller sugemaller kalder jeg dem.
Sådan nogle som lynhurtigt spotter os antenne børn - hvilket jo går begge veje.
Mænd som var i misbrug og havde det svært, havde en adfærd som jeg kendte fra min far. Smertefyldt, men genkendeligt og trygt. En gensidig spejling, som gjorde at jeg syntes vi forstod hinanden.
Jeg kæmpede så blodet flød og jeg endte selvfølgelig med at brænde helt ud. Mit mønster med at give og hjælpe, som før nævnt jo sad dybt i mig fra barndommen. 
Det mønster fortsatte i den grad. 
Hvordan jeg selv havde det, hvad der var godt for mig og ret og rimeligt i forhold til andre mennesker. Det var der aldrig nogen der havde lært mig.
Jeg havde aldrig lært at passe på mig selv, havde aldrig lært at sige til og fra. 
Jeg havde altid følt mig forkert, anderledes, skamfuld og ikke værd at elske.
Du duer ikke, det er din skyld, du er forkert og adfærdsvanskelig sad dybt printet i mig. Min mor som brugte mig og kun ville mig når jeg var stærk og sød.

Så hvis jeg nu bare gjorde mig lidt mere umage, løb lidt stærkere og elskede noget mere, så kom der vel noget den anden vej. Men ak, forhold til problematiske mænd gav kun det kaos og de svigt, jeg jo kendte så godt fra barndommen. 
Det eneste gode der kom ud af mit forhold til først en narkoman og så en alkoholiker er 3 dejlige velfungerende - nu voksne børn. De gav mig noget at leve for, en stærk vilje til at ændre mønstre og en stærk drivkraft og overbevisning om nødvendigheden af at handle anderledes. Jeg ville ganske enkelt ikke byde dem det, jeg selv var blevet budt i barndommen. At det så har været en kamp uden lige at ændre mønstre, ofte 2 skridt frem og et tilbage - gør jo ikke resultatet dårligere.

For 7 år siden, da jeg valgte at bo alene - efter de mange mislykkede forsøg på at gøre mig fortjent til kærlighed, tog jeg så fat på at læse min journal igen og skrive bogen. Jeg havde det ikke for smart, nu havde jeg jo ikke nogen mand i mit liv at kæmpe for, kæmpe imod, ændre på, punke og pumpe til ingen verdens nytte.
Jeg øver mig stadig i, at vælge mine kampe med omhu. Og kun ændre de ting jeg selv er herre over og slippe resten.

Jeg var nødt til at kigge på egne mønstre og lære at elske mig selv. 
Hvordan gør man lige det? Jeg havde jo aldrig mærket at jeg var værd at elske, anede ikke hvad der var godt for mig og hvordan jeg fyldte mig selv op med kærlighed og selvaccept.
Jeg læste journalen, græd, mærkede smerten, så på gentagelser og egne mønstre og græd igen. Skrev og skrev, græd endnu mere og fik indsigt. Jeg læste mange selvudviklings bøger ved siden af. Det gik stille og roligt fremad. Jeg blev gladere, øvede mig i at sige til og fra, nu fik jeg ro på så jeg kunne mærke efter hvad der var godt for mig. Jeg fik forståelse for min mors manglende forældre evne og tilgav hende. Det gav forløsning, kræfter og kræfter til at handle.
Jeg fandt veninder der var gode for mig, jeg opsøgte glade og latterfyldte mennesker med positivt sind. Dyrkede motion - og fik "problem snak knopper", hvis det stod for ofte på. En anden følelse der stadig fulgte mig var dårlig samvittighed.
En følelse jeg kendte så godt. Kunne jeg tillade mig at sætte mit liv og mig selv i første række. Det var da topmål af egoisme og det har jeg da ikke fortjent, du skal da ikke tro du er noget. 

Da min bog var færdigskrevet og jeg havde udgivet den var jeg ikke særlig stolt og glad. Jeg håbede andre ville kunne bruge mine oplevelser og spejle sig, at de som arbejder med svigtede børn kunne forstå og tage ved lære. 
Jeg var usikker på om mine dengang næsten voksne børn virkelig var så afklarede med at jeg stod frem med vores liv til offentligt skue, som de gav udtryk for.
Det viste sig også senere, at de var ligeså bange og usikre som jeg. 
Det fik vi heldigvis forholdsvis hurtigt frem i lyset og snakket godt og grundigt igennem. Deres vrede blev vendt til forståelse og respekt.
Det var angsten for fordømmelse, ikke anerkendelse og stempling der dominerede. Flovhed, skyldfølelse og skam.
På udgivelsesdagen krøb jeg nærmest ind i lokalet hvor der var arrangeret reception.
Jeg turde ikke stå helt frem med journalister og omtale. Jeg øver mig stadig.
Øvelse gør mester - og det er også 2 skridt frem og et tilbage.

I dag har jeg et dejligt oplevelsesrigt liv på den gode måde. Jeg fylder mine dage med latter, positive mennesker, folk der kan rumme mig uden fordømmelse og mennesker der vil mig det godt og tør vise det. Mennesker som også vil mig, når jeg tør være svag og lille. Mine børnebørn er et kapitel for sig, de elsker mig betingelsesløst og viser det. Den spontanitet, kærlighed, tillidsfuldhed, åbenhed og umiddelbare glæde de udstråler, slubrer jeg i mig.
Det de repræsenterer som vi voksne ofte i misforstået - et eller andet - hurtigt kan få pillet af dem. Voksne som påfører børn skyld og skam - som ikke ser og anerkender dem. Voksne som putter deres egne uforløste ting i hovedet på børnene.

Noget andet og meget værdifuldt bogudgivelsen har ført med sig, er den fantastiske respons og positive tilbage melding fra andre, som har eller har haft det svært.

Det at andre har kunnet bruge min bog til spejling og selv refleksion, fylder mig med en enorm varme og glæde. Det gør mig stolt, giver mig endnu mere mod til at stå frem og ikke skamme mig over min barndom. Vi vælger jo for pokker ikke selv den familie vi fødes ind i. Det gør min udgivelse af bogen det hele værd.

De gode venskaber, det netværk, den feed back jeg har fået - også selvom det ofte kun er via min hjemmeside www.socialarv.dk, via Facebook og gennem hjemmesiden "De brændte børn", er guld værd. 
Ikke kun for mig i min fortsatte kamp mod barndommens traumer. 
Jeg er også overbevist om at disse netværk kan give og giver - trøst, omsorg, forståelse og spejling. Her får man respons, møder rummelighed og bliver taget alvorligt og lyttet til. Alt sammen kan give styrke og mod til at ændre sit liv.

Handling skaber forvandling og det er aldrig for sent. Sammen er vi Mælkebøttebørn stærke og vores frø vil spredes over kæmpe arealer.

TAK fordi i gad læse med.